Forleden blev min 11-årige datter fortørnet over at jeg
kalder vores gravhund for ”skat”. ”Det er kun ens børn og mand eller kone man
kalder ”skat””, mente hun. Jeg er vokset op i en familie hvor mine forældre
kaldte hinanden og os børn for ”skat”, og derfor er det naturligt for mig at
tage dette kælenavn med mig ind i min egen familie hvor jeg altså kalder både
min mand, min datter og åbenbart også min hund, ”skat”.

Det er altså nære medlemmer af den nærmeste familie, inkl. kæledyr,
jeg giver kælenavnet. Men hører betegnelsen ”skat” til dyr også?
Retskrivningsordbogen mener at det er en ”person man holder meget af” man
kalder ”skat”, mens Den Danske Ordbog anfører at det er ”person (eller dyr) som
man elsker eller holder meget af”. Så den sidstnævnte ordbog giver mig altså
grønt lys til at kalde hunden ”skat”.

I virkeligheden skyldes min datters irritation nok at jeg
med ”skat” signalerer at hunden er i kategori med mand og børn, og måske dermed
at jeg holder lige så meget af hunden som af min datter og mand. Det gør jeg
selvfølgelig ikke 🙂
Men hvem der har ret til at blive kaldt ”skat”, spekulerede jeg også over da
jeg var barn. Mine veninders mødre kunne finde på at kalde mig for ”skat”, hvilket
jeg synes var for kærligt, og i dag kan jeg undre mig over engelsktalendes hang
til at kalde personer som ikke er dem specielt nær, for ”honey”, men der er jo
en kulturforskel. Nogle kunne også synes at det er for meget overhovedet at
kalde nogen for ”skat” – ikke mindst ens hund. Man må være påpasselig med hvem
man giver det meget kærlige kælenavn.