I min undersøgelse af SKAM-seeres udtryk fra serien har jeg
sammenlignet teenageres (10-19 år) og voksnes (20-69 år) svar. Her kommer en
liste over forskellene:

Lidt flere af teenagerne bruger SKAM-udtryk (86 %) end det
er tilfældet med de voksne (79 %)

Det er stort set de samme udtryk unge og voksne bruger, dog
er skældsordet ”dritsekk” og bandeordet ”fy faen” noget mere populære hos
teenagerne.

Teenagere og voksne bruger SKAM-udtrykkene forskelligt: De
unge bruger primært udtrykkene nedsættende, mens dette ikke er en af de primære
funktioner hos de ældre. De unge bruger også i høj grad udtrykkene sammen med
venner og for sjov. Til gengæld angiver de voksne at de primært erstatter dem
med ord der svarer til de danske, og at de hovedsageligt bruger dem sammen med
andre fans og fortrinsvis på skrift, så der er altså blandt de voksne en
blufærdighed forbundet med at bruge udtrykkene.

Årsager til at bruge udtrykkene: De oftest nævnte grunde til
at bruge udtryk fra SKAM er ens i de to aldersgrupper – nemlig fordi det er
sjovt, og fordi det skaber et fællesskab med andre, der også ser SKAM.
Teenagegruppen anfører dog noget hyppigere end de voksne at det er blevet
naturligt fordi de har set SKAM så meget.

Aldersgrupperne er enige om at grundene til at de IKKE bruger
udtrykkene er fordi de ikke er danske, og at det dermed er unaturligt, at det
er pinligt/kikset/mærkeligt at bruge dem, og at ingen i omgangskredsen gør det.
Den næsthyppigste grund til at de voksne ikke bruge udtrykkene, er dog deres
alder – en kategori vi ikke ser hos de unge: De voksne synes det er de unges
sprog, og at det er pinligt hvis de som ikke-unge bruger det. Nogle voksne
angiver også som grund til ikke at bruge udtrykkene at det fortrinsvis er
bandeord/slangudtryk.